Stormrådet yder ikke erstatning for skader på fast ejendom og løsøre, herunder campingvogne, både m.v., hvor det er muligt at tegne forsikring mod skader forårsaget af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer.
En kaskoforsikring, er en forsikringsordning der dækker skader på selve motorkøretøjet, campingvogne og trailere. Kaskoforsikringen omfatter skader forårsaget af stormflod og oversvømmelse fra vandløb og søer.
Kun hvis det i almindelighed ikke er muligt at forsikre de ovennævnte kaskoforsikrede motorkøretøjer m.v. mod skader efter stormflod eller oversvømmelse kan Stormrådet yde erstatning for skader.
Da anmeldelse af skader til Stormrådet foregår via forsikringsselskaberne har disse forud for indsendelse af anmeldelsesblanketten til Stormrådet undersøgt forsikringsforholdene og foretaget en vurdering af, om forsikringsselskabet yder erstatning for den skete skade. Visse både og joller kan også være undtaget den type forsikring og forsikringsselskabet undersøger derfor om disse er omfattet af en løsørebrandforsikring. Skadelidtes policenummer for den relevante forsikring skal fremgå af anmeldelsesblanketten.
Særligt om campingvogne
Der er forskel på de eksisterende forsikringsordninger på campingvogne. Forsikringsselskaberne har derfor forud for indsendelse af anmeldelsesblanketten til Stormrådet undersøgt forsikringsforholdene og foretaget en vurdering af, om forsikringsselskabet yder erstatning for den skete skade.
En kaskoforsikring på en campingvogn dækker skader, herunder brand på selve campingvognen. Nogle kaskoforsikringer dækker desuden skader på det indbo i campingvognen, som naturligt hører til denne mens andre kaskoforsikringer omfatter al indbo i campingvognen.
Hvis der medbringes øvrige løsøregenstande, som ikke naturligt hører til campingvognen, kan disse være omfattet af en indboforsikring.
Særligt om både
Der er forskel på de eksisterende forsikringsordninger på både. Forsikringsselskaberne har derfor forud for indsendelse af anmeldelsesblanketten til Stormrådet undersøgt forsikringsforholdene og foretaget en vurdering af, om forsikringsselskabet yder erstatning for den skete skade.
Familiens basisforsikring eller indboforsikring omfatter småbåde. Det betyder, at Stormrådet yder erstatning for skader på småbåde, hvis disse på skadestidspunktet har befundet sig på et ikke udsat sted og der iøvrigt ikke er forsikringsdækning.
Lystfartøjsforsikringen er en ansvars, ulykkes - og en kaskoforsikring. Der kan være en tidsbegrænsning af dækningen fra 1. april – 15. november, eller det kan aftales særskilt, at forsikringsaftaleperioden gælder for hele året.
Der kan være forskel på, om en lystfartøjsforsikring omfatter skade på løsøre. Hvis ikke løsøret er dækket af denne særlige forsikringsordning, kan løsøret være dækket af indboforsikringen.
Særligt om trailere
Bilens kaskoforsikring dækker de skader, som bilens ejer eller leasingtager, forvolder på andre personer eller ting.
Trailerforsikring er en kaskoforsikring, som dækker skade på selve traileren. Stormrådet yder derfor ikke erstatning for skader på trailere da det i almindelig er muliget at forsikre sig mod disse.