Sagsforløb
Anmeld skaden
Inden to måneder efter stormfloden skal du anmelde skaden til det forsikringsselskab, hvor det beskadigede er brandforsikret. Hvis dit hus er brandforsikret i ét selskab og dit indbo i et andet, skal skaden anmeldes til begge selskaber. Du vil derefter modtage et brev fra Stormrådet med kvittering for anmeldelsen, når Stormrådet har modtaget den fra forsikringsselskabet.
Skaden skal anmeldes på Stormrådets anmeldelsesblanket, som kan rekvireres via dit forsikringsselskab eller hentes her.
Vælger du at hente blanketten her kan du vælge to forskellige formater. Excel formatet tillader at man udfylder blanketten på skærmen, hvis man har Excel eller lign. regneark-program installeret på computeren. Blanketten skal dog printes, så den kan underskrives. PDF formatet skal udskrives og derefter udfyldes og underskrives i hånden.
Anmeldelsesblanket til udfyldelse før print (excel format) - hent anmeldelsesblanket.
Anmeldelsesblanket til udfyldelse efter print (PDF format) - hent anmeldelsesblanket.
Besøg af taksator
Du vil blive kontaktet af en taksator for at aftale et tidspunkt for besigtigelsen. Derefter vil du modtage information om, hvornår og hvordan besigtigelsen vil foregå samt reglerne for skadens opgørelse. Inden besigtigelsen fremsender taksatoren et løsøreskema, som du skal udylde, så det ligger klar ved besøget. Taksatoren opgør skaden og sender dig derefter en specificeret opgørelse over skaderne og priser på det håndværksarbejde, der skal udføres.
Taksator opgør altid skaden på vegne af Stormrådet. Stormrådet betaler professionelle taksatorer, typisk konsulenter eller taksatorer i forsikringsselskaberne, for at lave opgørelsen.
Opgørelsen
Læs opgørelsen nøje igennem og tilføj eventuelt yderligere bemærkninger. Underskriv opgørelsen og send den tilbage til taksatoren. Taksatoren sender derefter opgørelsen til en overtaksator og til Stormrådet.
Sagsbehandling
Ansøgningen bliver sagsbehandlet af Stormrådets sekretariat på baggrund af taksatorrapporten. I sager, hvor erstatning skal nedsættes eller helt bortfalde, forlægges sagen først for Stormrådet.
Vent på evt. erstatning
Stormrådet behandler sagen. Alt efter hvor omfangsrig den pågældende stormflod har været, kan det godt tage lang tid, før din sag er færdigbehandlet.
Du får direkte besked fra Stormrådet om den eventuelle erstatning. Når du modtager en godkendelse fra Stormrådet over det samlede erstatningsbeløb, vil det fremgå, hvilket beløb, der er blevet godkendt til erstatning og hvilket beløb, som på nuværende tidspunkt kan udbetales.
Vær særlig opmærksom på, at alle fremsendte regninger skal være påført skadesnummer, og husk at angive hvilken post den vedrører i opgørelsen. Har du mulighed for at fremsende alle regninger på samme tidspunkt, vil erstatningen kunne udbetales på én gang.
Fastsætteslse af erstatning
Stormrådet beregner erstatningen, så du økonomisk stilles som før, skaden skete.
Stormrådet gør skaderne op efter et dagsværdi-princip. Det betyder, at Stormrådet tager udgangspunkt i, hvad det vil koste at reparere det skadede efter priserne umiddelbart før stormfloden med fradrag for værdiforringelse på grund af alder, slid og nedsat anvendelighed. Hvis tingene er totalskadede, vurderer Stormrådet, hvad det vil koste at genanskaffe en tilsvarende ting fratrukket et beløb for værdiforringelse.
Stormrådet erstatter desuden rimelige udgifter til oprydning og rengøring.
Der er en selvrisiko på skaderne:
- Private ting - 5 pct., dog minimum 5.000 kr.
- Private bygninger - 5 pct., dog minimum 5.000 kr.
- Fritidshuse - 10 pct., dog minimum 10.000 kr.
- Erhvervsløsøre - 10 pct., dog minimum 10.000 kr.
- Erhvervsbygninger - 10 pct., dog minimum 10.000 kr.
Der gives ikke erstatning for:
- Skader på ting i kældre og i rum under terræn
- Genhusning
- Flytteudgifter
- Driftstab
- Renteudgifter, hvis man optager et banklån for at finansiere reparationer
- Følgeskader
Sidst opdateret:
18. maj 2011