Stormrådets årsberetning 2014

Stormrådet har afgivet sin beretning for 2014. Der har været travlt efter Bodil.

Hent og læs hele årsberetningen her: Stormrådets årsberetning 2014

Hent og læs årsrapporten her: Stormrådets årsrapport 2014

Forord til årsberetningen v/ Jesper Rasmussen:

Efter Bodil

Der har ikke været stormflod i 2014, men Stormrådet har haft meget travlt med håndteringen af de 2975 anmeldelser af stormflodsskader efter stormen Bodil den 5. december 2013. Fastlæggelsen af rammerne for anmeldelse og sagsbehandling af stormfaldssagerne efter Bodil og Allan i 2013 har ligeledes lagt beslag på Stormrådets fokus.

Der har samtidig været tale om to oversvømmelseshændelser i oktober måned 2014 og en enkelt hændelse i december. Det medførte i alt 130 anmeldelser af skader efter oversvømmelser til Stormrådet. Med stormfloden i december 2013 fik den nye stormflodsordning en noget turbulent debut. Trods grundig forberedelse blev de mange skader og ændringer i dækningen en udfordring for såvel forsikringsselskaber
som Stormrådet. Der blev derfor først i løbet af 2014 etableret en rollefordeling og fastlagt praksis, der på tilfredsstillende vis kunne hjælpe de mange skadelidte.

Relativt mange af skaderne ramte helårsboliger og havde en karakter, der betød, at nogle skadelidte ikke ville have økonomi til at udbedre disse. Dette betød stor offentlig debat om den gældende ordnings dækning og førte til, at Folketinget i løbet af foråret 2014 vedtog en række ændringer af stormflodsloven med virkning fra december 2013.

Ved årets slutning havde langt de fleste skadelidte fået en afklaring af deres situation, og Stormrådet og forsikringsselskaberne havde etableret en frugtbar dialog med henblik på at kunne håndtere kommende stormfloder på en mere smidig og tilfredsstillende måde for de skadelidte.

På bagkant af stormfloden i december 2013 nedsatte erhvervs- og vækstministeren i efteråret 2014 et udvalg til evaluering af stormflods-, oversvømmelses- og stormfaldsordningerne. Udvalget skal se på en række forhold vedrørende omfanget og finansiering af ordningerne og afgive sin rapport til ministeren inden udgangen af 2015. Stormrådet følger dette arbejde tæt og er repræsenteret i udvalget.

Sidst opdateret: 01. juli 2015