Genanskaffelsesprincip

Spørgsmål / Svar

Erstatning for skader på fast ejendom og løsøre forårsaget af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer opgøres til nyværdi, d.v.s. det det koster at genanskaffe den pågældende genstand eller reparere en bygning med fradrag i medfør af Stormrådets afskrivningspraksis, herunder eventuelle vejledende afskrivningstabeller. 

For erhvervsløsøre gælder, at erstatningen afhænger af karakteren af det pågældende løsøre:

  • (Rå)varer: Dagsværdi.
  • Færdigvarer, egen produktion: Den pris, som ved salg på almindelig vilkår ville kunne opnås umiddelbart før skaden med fradrag for normale omkostninger ved salg m.m.
  • Inventar og driftsudstyr: Nyværdi, hvis der sker en genanskaffelse af den enkelte ting, ellers dagsværdi.
  • Genfremstilling af originalmodeller/tabte data: Fremstillingsprisen.

Hvis privat løsøre er mere end 2 år gammelt, sker der fradrag i medfør af Stormrådets afskrivningspraksis, herunder eventuelle vejledende afskrivningstabeller. Partiel reparation betales fuldt ud, med mindre det vurderes at blive dyrere end genanskaffelse minus eventuel afskrivning.

Er genanskaffelse af løsøre ikke mulig, beregnes erstatningen med udgangspunkt i fremstillingsprisen for nyt tilsvarende løsøre. Erstatningen kan dog ikke overstige, hvad det vil koste at genanskaffe tilsvarende løsøre.

Penge, smykker og tilsvarende værdigenstande erstattes ikke.

Se mere om erstatningsprincipper i §§ 4-7 i bekendtgørelse om erstatning for skader som følge af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer.

Sidst opdateret: 11. oktober 2018