Skip navigation

Sådan får du hjælp, hvis du er ramt af oversvømmelse fra vandløb og søer

20. oktober 2014

Du skal anmelde skaden til dit forsikringsselskab, hvis du er ramt af de oversvøm-melser fra vandløb og søer, der blandt andet har ramt Nordjylland. Hvis dit forsikringsselskab ikke dækker, kan du muligvis få erstatning fra Stormrådet.

Når du er ramt af skader efter oversvømmelse, har du mulighed for at få erstatning fra Stormrådet, hvis din forsikring ikke dækker. Betingelsen for, at du kan få erstatning fra Stormrådet er, at oversvømmelsen fra vandløbet har været ekstrem. Det vil sige, at den statistisk set sker sjældnere end hvert 20. år, en såkaldt 20-års hændelse. Det er noget, som Naturstyrelsen undersøger på baggrund af din anmeldelse sammenholdt med data fra vandløbet. Hvis dit forsikringsselskab ikke yder dækning, vil Stormrådet herefter afgøre, om du kan få erstatning fra oversvømmelsesordningen.

Vent ikke med din anmeldelse, Stormrådet har brug for den

Når du er ramt af skader efter oversvømmelse fra vandløb og søer, er det vigtigt, at du anmelder det til dit forsikringsselskab så hurtigt som muligt. Hvis dit forsikringsselskab afviser at dække, så kan du anmelde skaden til Stormrådet på den anmeldelsesblanket, du finder på Stormrådets hjemmeside. Du skal altså ikke vente på en udtalelse fra Stormrådet. Der kommer nemlig ikke nogen udtalelse – det sker kun, hvis der er tale om stormflod.
Stormrådet har brug for din anmeldelse for at afgøre, om du kan få erstatning.

Store oversvømmelser i Nordjylland

En stor del af Nordjylland, især i trekantsområdet mellem Ålborg, Frederikshavn og Hjørring, har i den seneste uge været ramt af store oversvømmelser. Oversvømmelserne skyldes den store mængde regn, der er faldet, og som nogle steder har bevirket, at vandløb er gået over deres breder. Det er Naturstyrelsens umiddelbare vurdering, at disse oversvømmelser opfylder betingelserne for at være en 20-års hændelse.

Du sætter selv processen i gang

Du sætter processen i gang ved at udfylde en skadesanmeldelse, som du sender til dit forsikringsselskab. Når forsikringsselskabet har undersøgt, om du har en brandforsikring, sender selskabet anmeldelsen videre til Stormrådet, som du hører fra inden for meget kort tid.

”Det er vigtigt, at de, der er ramt af oversvømmelse, melder skaden til deres forsikringsselskab så hurtigt som muligt. Det forbedrer også vores muligheder for at sikre en hurtigt sagsbehandling, hvis det viser sig, at forsikringsselskabet ikke dækker i den enkelte sag,” udtaler Stormrådets formand, Jesper Rasmussen.

Læs mere på Stormrådets hjemmeside om hvordan du anmelder din skade og hvordan du får erstatning, når du er ramt af oversvømmelse fra vandløb og søer.

Pressekontakt

Jesper Rasmussen, 2076 5600
Mogens Hansen, 4171 5000

Sidst opdateret: 20. oktober 2014
Badebro i uvejr