Stormrådet erklærer stormflod

05. januar 2017

Stormrådet har i dag afgjort, at der var stormflod i visse dele af landet, da vandstanden i de danske farvande steg til et meget højt niveau i forbindelse med den forhøjede vandstand den 4.-5. januar 2017.

Stormrådet har i dag afgjort, at der var stormflod i visse dele af landet, da vandstanden i de danske farvande steg til et meget højt niveau i forbindelse med den forhøjede vandstand den 4.-5. januar 2017.

Stormrådets afgørelse betyder, at skaderamte i de udpegede områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har medført. 

Rådet har afgjort, at der var stormflod i følgende geografiske områder, se vedlagte kort:

  • Jyllands østkyst syd for den gamle Lillebæltsbro samt øerne udfor
  • Fyn syd for den gamle Lillebæltsbro og syd for Slipshavn ved Storebæltsbroen samt øerne udfor
  • Sjælland øst og syd for Karrebæksminde og rundt til syd for Københavns Nordhavn samt øerne udfor, herunder Amager, Lolland, Falster og Møn
  • Bornholm og Ertholmene

FAKTA: Hvad gør du, hvis du har haft stormflod?

Anmeld skaderne til det forsikringsselskab, hvor du har din brandforsikring senest den 5. marts 2017. Du skal anmelde elektronisk på www.stormbasen.dk eller ved at kontakte dit forsikringsselskab. Når skaden er anmeldt, får du besøg af en taksator, som opgør skaden. Forsikringsselskabet træffer herefter afgørelse om eventuel erstatning. Afgørelsen afhænger af en konkret vurdering af de enkelte skader i henhold til lovgrundlaget.  

FAKTA: Stormrådet 

Stormrådet er et uafhængigt råd. Rådets medlemmer er en uafhængig formand og repræsentanter fra kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet. Rådet har til opgave at afgøre, om der skal udbetales erstatning for skader efter oversvømmelse og stormfald, og om der har været stormflod. Det er forsikringsselskaberne, der modtager og behandler anmeldelser af stormflodsskader og afgør, om der skal udbetales erstatning i den enkelte sag.  

FAKTA: Stormflodsloven

Lov om stormflod og stormfald, lbk. nr. 1129 af 20. oktober 2014  

FAKTA: Hvad er en stormflod 

Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.

FAKTA: Berørte områder

Se kort over de berørte områder.

Sidst opdateret: 05. januar 2017